Renovering øger kapaciteten på Holbæk Renseanlæg

13. august 2024 - Spildevand, Pressemeddelelse
Billede af Holbæk Renseanlæg med mange måger, der flyver over området.
Holbæk Renseanlæg
En renovering af Holbæk Renseanlæg har øget kapaciteten på anlægget, der nu er bedre rustet til at håndtere de stadigt stigende mængder nedbør.

Holbæk Renseanlæg har undergået en renovering og optimering, der sammen med ny styring vil øge anlæggets hydrauliske kapacitet. Arbejdet, der begyndte i sommeren 2023, bestod konkret i at udskifte bundbeluftningen samt etablere individuelle turboblæsere og andet procesudstyr i fem af anlæggets seks tanke. Den sjette tank undergik renovering i 2021.

”Vi ser ind i en fremtid med flere og hyppigere skybrud, hvorfor renoveringen er et udtryk for rettidig omhu. Den øgede kapacitet vil gøre det muligt at reducere overløbsmængder med 60-70 procent målt ud fra en referenceperiode, så vi er bedre rustet til fremtidens øgede belastning,” fortæller spildevandschef i Fors Lars Lund Schjødt.

I forbindelse med renoveringsarbejdet fik Fors af Holbæk Kommune en midlertidig merudledningstilladelse som følge af, at anlægget i renoveringsperioden havde mindre kapacitet end ellers. Tilladelsen, som udløb 1. august 2024, har dog ikke været nødvendig i forbindelse med renoveringsarbejdet.

”Vi søgte merudledningstilladelsen, så der var orden i sagerne, hvis der blev brug for den. Og der har i perioden været store mængder nedbør med flere overløb til følge, men de var sket uanset vores nedsatte kapacitet i renoveringsperioden,” forklarer Lars Lund Schjødt og uddyber om overløb:

”Man kan ikke undgå overløb ved massive mængder nedbør. Og det er vigtigt at huske, at overløb af spildevand altid er stærkt fortyndet af store mængder regnvand og altid vil have været igennem en mekanisk rensningsproces, hvor vatpinde, vådservietter og andre genstande fanges inden udledning. Miljøpåvirkningen af overløb er i øvrigt forsvindende lille – helt konkret står Fors’ overløb for ca. 0,3 % af kvælstofbelastningen og ca. 2 % af fosforbelastningen af Indre Isefjord, som Holbæk Renseanlæg udleder til,” fortæller han.

Fors har kontinuerligt fokus på at forbedre rensning på renseanlæggene. Det sker både gennem investering i løbende renovering og opdatering samt gennem investering i nye teknologier, der kan forbedre rensningsprocessen på forskellig vis.