Pas på naturen med miljørigtig bilvask
Ikke alene er vandforbruget tårnhøjt, når du giver bilen en omgang vand og sæbe derhjemme, men du skyller også rester af olie og giftige tungmetaller ud i naturen sammen med sæbestoffer og plastblødgørere, og det er rigtig skidt for undergrunden og vandmiljøet.
Vask bil i vaskehallen
Heldigvis er det nemt at skifte til en mere vandbesparende og miljørigtig bilvask – du kører nemlig blot i vaskehal og vasker bilen. I effektive vaskehaller bruges i omegnen af en femtedel af hjemmevaskens ca. 100 liter vand. Samtidig bliver det snavsede vaskevand med alle dets tilhørende rester af olie, tungmetaller og sæbe m.m. ledt videre til et renseanlæg, hvor det renses, før det udledes.
Fakta om bilvask
- Antallet af vaske i vaskehaller er årligt knap otte mio. i Danmark.
- Antallet af hjemmevaske er årligt ca. seks mio. i Danmark.
- Der bruges ca. 100 liter vand til en manuel bilvask. Det svarer til ca. 600 mio. liter vaskevand med indhold af bl.a. olie og tungmetaller, som ikke ledes til renseanlæg.
- Der bruges knap 20 liter vand til en bilvask i de mest effektive vaskehaller.
- Danske vaskehaller bruger svanemærkede og/eller andre miljørigtige vaskemidler.
- I vaskehallen løber det snavsede vaskevand både gennem et sandfang og en olieudskiller, hvor snavs, mikroplast og olie opfanges.
- Overskydende vand ledes fra vaskehallen til renseanlægget, hvor miljøfremmede stoffer nedbrydes eller bundfældes i stedet for at blive udledt til naturen.
- Stadig flere områder separatkloakeres i Danmark. Ved separatkloakering ledes regnvand og overfladevand ikke til renseanlægget, men løber direkte ud i naturen.
- I et separatkloakeret boligområde vil vaskevand med indhold af olie og tungmetaller fra en bilvask ved kantstenen ende direkte i naturen og vandmiljøet.
- Sverige har af hensyn til miljøet indført forbud mod hjemmevask af biler.
Kilde: vaskbilmedomtanke.nu
Hvad er spildevand?
Alt det vand, du bruger i din hverdag, bliver til spildevand. Hos Fors renser vi spildevandet på vores renseanlæg og sørger for en miljørigtig håndtering og udledning af spildevandet til fjord og vandløb.