Mere affald får nyt liv

3. februar 2022 - Affald
Dekorativt
Kunderne på genbrugspladserne i Holbæk Kommune sorterer affald som aldrig før, og det kan ses på andelen af affald, der får nyt liv.

Mere og mere af det affald, som vores kunder afleverer på genbrugspladserne i Holbæk Kommune, bliver genanvendt. Således blev 87 procent af alt affald genanvendt i 2021. Året før lød det tal på 84,3.

Til sammenligning fremgår det af en opgørelse fra Dansk Affaldsforening, at genanvendelsesprocenten på landsplan i 2020 lød på 79 procent.

- Jeg er naturligvis stolt af, at vi ligger så højt i forhold til landsgennemsnittet, og at vi igen i år har formået at øge mængden af affald, der bliver genanvendt. Vi arbejder hver dag for at understøtte den grønne omstilling, og her spiller det at genbruge fremfor at brænde af en vigtig rolle. Både i forhold til naturen omkring os og de kommende generationer, siger affaldschef i Fors A/S, der driver genbrugspladserne i Holbæk Kommune, Annette Vangslev.

Det seneste år har Fors A/S arbejdet målrettet med at hjælpe kunderne med at sortere endnu grundigere, når de benytter genbrugspladserne, så endnu flere materialer kan få nyt liv.

- Vi har blandt andet erstattet ”småt brændbart” med ”rest efter sortering” på genbrugspladserne og samtidig været i grundig dialog med kunderne om, hvordan vi sikrer mest muligt genbrug, og hvorfor det er vigtigt. Det ser vi virkelig resultaterne af nu, siger Annette Vangslev og tilføjer:

- Vi kan tydeligt mærke, og det kan vi nu også se på vores tal, at kunderne meget gerne vil sortere og bidrage til, at færre materialer går til spilde. Det er meget positivt, for kun i samarbejde med kunderne, kan vi blive endnu bedre. Selv om vi er glade for at se, at vi genanvender mere, stiller vi os ikke tilfredse. Vi skal stadig blive endnu bedre, så endnu flere materialer kan få nyt liv, siger Annette Vangslev.