Kommunale ejendomme vil blive tilsluttet fjernvarme
Kommunalbestyrelsen har samtidig også truffet en principbeslutning om, at kommunale ejendomme, som ligger i de resterende områder udpeget til fjernvarme i den strategiske varmeplan (Holbæk by, Svinninge og Tølløse), skal tilsluttes fjernvarme, så snart det er muligt.
I Holbæk by er det primært de store varmeforbrugere (boligforeninger, kommunale ejendomme og Holbæk Sygehus), der tilbydes fjernvarme i første etape. Derudover vil en række virksomheder og private boligejere også være inkluderet i etapen. For at den kan blive en realitet, er der behov for, at minimum 70% tilmelder sig.
”Som Danmarks største gasby er vi i gang med en markant grøn omstilling ved at udfase brugen af olie og specielt gas som opvarmningskilde. For at vi kan komme i mål, er det dog vigtigt, at bolig- og virksomhedsejerne tager mod tilbuddet om at skifte til fjernvarme. Det er godt for klimaet, og i den seneste tid har vi igen oplevet stigende gaspriser. Så opfordringen er helt klart, at så mange som muligt kommer med om bord så hurtigt som muligt,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.
Fjernvarmepriserne vil være underlagt ”hvile i sig selv” princippet, som betyder, at indtægter og udgifter skal balancere. Derfor bliver det billigere for alle kunder, jo flere der tilslutter sig fjernvarme, da der er flere til at dele etablerings- og driftsudgifterne. Holbæk Kommune ejer over 10% af det opvarmede areal i etape 1 og er derfor en væsentlig ejendomsejer i forsyningsområdet.
Lokal opbakning til fjernvarme nødvendig
Det er forventningen, at de første varmekunder kan have fjernvarme ved udgangen af 2026, og at udrulningen vil være gennemført senest ved udgangen af 2028. Alle steder er den lokale opbakning og tilmelding afgørende.
”Beslutningen om, at Holbæk Kommunes bygninger skal tilsluttes fjernvarmen er en milepæl i udrulningen af fjernvarme i byen. Med bred lokal forankring og opbakning er fjernvarme en stabil, kollektiv varmeløsning og en vigtig del af arbejdet for at sikre en fremtid med grønnere opvarmning af Danmarks største gasby,” siger Steen Lindhardt, administrerende direktør i Fors.
På nuværende tidspunkt er planen, at selve gravearbejdet i forbindelse med etape 1 kan begynde i løbet af 2025. Men tidsplanen påvirkes af, hvornår der kan opnås tilstrækkelig tilslutning, forklarer Steen Lindhardt:
”Tidsplanen afhænger i høj grad af, hvornår vi har samlet tilslutning til at gå i gang. Nu har kommunen tilmeldt deres bygninger, men hvis vi skal op på de påkrævede 70 procents tilslutning, kræver det, at de øvrige potentielle storkunder i etape 1 også går med.”
Derfor skal du vælge fjernvarme
Fjernvarme er en kollektiv løsning. Naturgassen skal ud af vores varmeforsyning, og du har selv ansvaret for at skifte til en grøn varmekilde. Med fjernvarme går vi sammen om en fælles grøn varmeløsning, og du overlades ikke til dig selv i valget af varmeløsning.
Fjernvarme er nemt. Når først du har fået lagt fjernvarme ind, klarer varmeselskabet det meste for dig. Levetiden på fjernvarmerørene er minimum 60 år, og hvis du vælger at købe din fjernvarmeunit på abonnement, skal du ikke forholde dig til din varmekilde i de næste mange år.
Fjernvarme er grøn fornuft. Når du vælger fjernvarme, sparer du klimaet for flere tons CO2 om året. Faktisk kan du reducere din CO2-udledning med hele 66 %, hvis du skifter til fjernvarme fra naturgas – og helt op til 75 %, hvis du skifter fra olie. Din fjernvarme er grøn varme, fordi den ikke er afhængig af fossile brændstoffer, men produceres af fx grøn strøm, halm og solvarme. Folketingets mål er, at fjernvarmen i Danmark er helt grøn i 2030.
Fjernvarme kan gøre din bolig mere attraktiv. Boligkøbere elsker fjernvarme. I hvert fald når man kigger på tallene: Ofte stiger værdien af boliger nemlig, når de får installeret fjernvarme.
Fjernvarme er smart. Man kan bruge mange forskellige energikilder til at producere fjernvarme. Dermed er man ikke afhængig af én kilde som gas, el eller olie. Fjernvarmen produceres i stedet af fx affald, flis, halm, vind eller solvarme. Desuden er et fjernvarmeanlæg lydløs og afgiver hverken damp eller lugt.
Find mere info om fjernvarme hos Fors.
Denne pressemeddelelse er udsendt af Holbæk Kommune den 23. januar 2025.