Jord gør skoleelever kloge på vand i nyt undervisningsforløb hos Fors
)
I uge 13 har elever fra Udby Skole i Holbæk Kommune som de første haft besøg af Miljømissionen, det nye koncept i Fors’ skoletjeneste. Det spritnye undervisningsforløb ’Jordens Farver’ ser nærmere på, ja, jord.
Jord spiller nemlig en vigtig rolle i fortællingen om vores unikke grundvand. De forskellige jordlag renser nemlig vandet, så vi ender med det rene drikkevand, vi henter op fra undergrunden og ud i vandhanerne. Med kunst som indgangsvinkel bliver skoleelever på 4.-6. klassetrin klogere på jorden og dens egenskaber - ikke mindst i forhold til det vand, vi hver især bruger gennemsnitligt 105 liter af om dagen.
”Med ’Jordens Farver’ ønskede vi at skabe en praksisfaglig og æstetisk læreproces, der med kunst som metode styrker elevernes evne til at forvandle indtryk til udtryk. Forløbet er blevet til i samarbejde med billedkunstner Anna Weber Henriksen, og vi er stolte af resultatet, som vi nu glæder os til at sætte i søen,” fortæller Ida Torp Girotti, projektleder i skoletjenesten i Fors.
Under forløbet får eleverne bogstavelig talt jord under neglene, når de bruger deres sanser til at se, røre og dufte til tør, lun, kold og våd jord, inden den bruges som maling på bomuldsfaner. Dagen afsluttes med en fernisering, hvor fanerne hænges op på skolen.
Som en del af undervisningsforløbet findes også konkrete forslag til, hvordan den efterfølgende undervisning i skolen kan arbejde videre med forløbet i fagene dansk, matematik, natur/teknologi og billedkunst.
”Forløbet tager udgangspunkt i den æstetiske læreproces, som bl.a. styrker elevernes erfaring med samskabelse og kollektive processer. Derfra bygger vi bro til den efterfølgende skoleundervisning i flere forskellige fag, så eleverne oplever det som en del af en større sammenhæng også,” fortæller Ida Torp Girotti.
Fakta om ’Jordens Farver’
- Undervisningsforløbet er udviklet i samarbejde med billedkunstner Anna Weber Henriksen
- Forløbet består af et besøg af Miljømissionens formidlingsbus, hvor eleverne gennem egne undersøgelser i lokalområdet oplever jordens egenskaber og inspireres til at arbejde videre med jord og vand
- Eleverne skal male med jord på bomuldsfaner og afslutter dagen med en fernisering på skolen
- Forløbet henvender sig til elever på 4.-6. klassetrin
- Der udleveres inspiration til videre arbejde på baggrund af besøget i fagene dansk, matematik, natur/teknologi og billedkunst
- Forløbet kan bookes fra 1. april 2025 på Fors.dk/miljoemissionen
Om Miljømissionen
Miljømissionen er navnet på Fors’ skoletjeneste, hvor vi fra 1. april 2025 tilbyder undervisning på skolerne med forløbet ”Jordens Farver”.
En stor del af Fors’ område er landdistrikt, hvor det kan være en udfordring for skolerne at komme på besøg på vores anlæg. Med Miljømissionen har Fors mulighed for også at komme til skolerne.
Læs om Miljømissionen og de undervisningsforløb, vi tilbyder, på Fors.dk/miljoemissionen.