Fors uddelte 1.270 kg gratis tøj under SKVULP-festivalen
I 2023 blev der indsamlet over 286 tons tøj og tekstil på genbrugspladserne i Holbæk Kommune. 30 procent af det fejlede ingenting.
”Når 30 procent af det indleverede tekstilaffald slet ikke er affald, er det et vink med en vognstang om, at vi alle sammen skal være bedre til at skelne mellem affald og genbrug. Tekstilproduktion er en tung post i klimaregnskabet, så det er et udmærket sted at sætte ind. I Fors arbejder vi meget med affaldsforebyggelse og direkte genbrug, og her er tekstil oplagt at tage fat på,” fortæller Berit Ellegaard, fagspecialist i genbrug og affaldsforebyggelse i Fors.
Igen i år havde Fors, der håndterer affald i Holbæk Kommune, fokus på genbrug under SKVULP-festivalen. Med sig havde forsyningsselskabet tøj, der er indleveret som affald på Holbæk Genbrugsplads, men som i realiteten burde være afleveret til genbrug. Tøjet kunne kvit og frit tages med hjem af de besøgende, og det viste sig populært:
”Vi afsatte 1.270 kg tøj, som altså nu får nyt liv – enten direkte i et nyt klædeskab eller som materiale til syprojekter og andre kreative påfund, og det er skønt. Allerbedst er det, hvis vi også har rykket på noget i folks opfattelse af, hvornår noget er affald,” siger Berit Ellegaard.
For at skabe opmærksomhed omkring genbrugsguldet havde Fors allieret sig med LGBT+ Ungegruppe Vestsjælland (L.U.V.), der, sammen med en flok friske Fors-ansatte, sørgede for pailletbesat modeshow med genbrugstøj.
Ud over gratis tekstilgenbrug havde Fors leveret genbrugsmøbler og øvrigt inventar til hele SKVULP, ligesom genbrugslegetøjet på Fors’ legeplads for børn blev foræret væk på festivalens sidste dag.
Fakta om tekstilaffald og -genbrug i Holbæk Kommune
- I 2023 modtog Fors over 286 tons tekstilaffald indleveret på enten genbrugspladserne i Holbæk Kommune eller via storskraldsindsamling – helt præcist 286.680 kg.
- 30 procent af det indleverede tekstilaffald, svarende til 86 tons, fejlede ingenting og burde derfor have været afleveret som genbrug.
- Under SKVULP 2024 afsatte Fors 1.270 kg gratis tøj. Det er næsten 500 kg mere end i 2023, hvor 800 kg gratis tøj fik nye hjem.
- Produktionen af én t-shirt kræver 2.700 liter vand. Det svarer til én persons vandforbrug i 27 dage*.
*) Fors regner med et vandforbrug på 100 liter per person per dag til alt (madlavning, bad, toiletskyl, drikkevand mv.)