Fjernvarmen ruller derudaf i Vindinge
)
I Vindinge er første etape af fjernvarmeudrulningen tæt på at være i mål. Gravearbejdet til denne etape er afsluttet, og Fors er i færd med at installere de sidste fjernvarmeanlæg, så alle nye kunder på etapen snart kan tænde for fjernvarmen derhjemme. Tilslutningsprocenten i etape 1 er knap 75, hvilket vil sige, at et samlet areal på mere end 52.000 m2 opvarmes af fjernvarme, når de sidste anlæg er installeret og koblet på.
”Lige nu er vi dels i færd med at få koblet de sidste fra etape 1 på varmen, samtidig med at vi for alvor er gået i jorden til etape 2. Det er rart at se, at mange har valgt fjernvarmen til i Vindinge,” fortæller projektleder i Fors Mia Cynthia Paasche Cronfeld og fortsætter:
”Gravearbejde er altid en uforudsigelig størrelse, for man ved aldrig helt, hvad der kan dukke op, når man først går i jorden. Derfor er tidsplanerne også hæftet med en vis usikkerhed, og her har vi erfaret, at kommunikationen til både de kommende fjernvarmekunder og øvrige naboer har stor betydning. Vi har gjort os både gode og vigtige erfaringer i Vindinge, som vi tager med os videre til de følgende to etaper og til Fors’ andre fjernvarmeprojekter.”
Gravearbejdet til etape 2 er netop påbegyndt, og 52 procent har på nuværende tidspunkt allerede takket ja. Erfaringen er, at flere kommer til, når gravearbejdet går i gang på den enkelte vej. Tilmelding kan ske til kampagnepris på 25.000 kr., indtil gravemaskinerne har passeret adressen. Senere tilmelding kan ske til normalpris på 50.000 kr.
Allerede nu har 23 procent tilmeldt sig tredje og sidste etape i Vindinge, der forventes opstartet i løbet af 2026.
Stort set alle har valgt fjernvarme på abonnement, hvor service og vedligehold er inkluderet.
Læs mere på Fors.dk/Vindinge