Fjernvarme fra gas er kun en midlertidig løsning
Flere boliger skal varmes op ved hjælp af grøn fjernvarme, og færre skal være varmet op af fossile brændsler som for eksempel naturgas. Det er målet for Fors A/S, som allerede forsyner flere områder i Roskilde Kommune med grøn fjernvarme og på længere sigt også skal forsyne flere områder i Holbæk med samme type varme.
I første instans gælder det byudviklingsområderne Holbæk Have og Kalvehave i Holbæk. Som en midlertidig løsning vil fjernvarmen her stamme fra naturgas. Det kan virke paradoksalt, når det er selv samme energikilde, som man ikke bare i Holbæk, men i kommuner landet over ønsker at slippe af med.
- Vi skal væk fra gas, og vi skal have mere klimavenlig fjernvarme til Holbæk. Det er helt sikkert, og det kommer også til at ske. For at sikre, at de nye, store boligområder kommer med på fjernvarmen, er det nødvendigt med en midlertidig løsning. Det er både hurtigst og mest økonomisk at lave fjernvarmen med gas som en midlertidig løsning, siger programleder for fjernvarme i Fors A/S, Camilla Hay, og tilføjer:
- Når vi fået etableret et fælles fjernvarmenet, kan vi begynde at lave grøn fjernvarme via en stor varmepumpe, så gas kun vil være vores nødløsning, når der er stor belastning. Det er det, vi arbejder på nu, og det er vigtigt at forstå, at gassen altså ikke skal være den permanente løsning i Holbæk.
Hvornår Fors A/S kan levere grøn fjernvarme til de første kunder afhænger af flere faktorer.
- Når vi har et færdigt projektforslag, skal det behandles politisk. Desuden er der fortsat en vis usikkerhed omkring hele forsyningskæden. Der er en begrænset mængde arbejdskraft, og der er en begrænset mængde materialer, som alle, der skal lave fjernvarme, kæmper om. Baseret på vores erfaringer fra lignende projekter ser vi dog med en god portion optimisme på at vi også kan lave nogle vellykkede fjernvarmeprojekter i Holbæk, siger Camilla Hay.