Et realistisk blik på økonomien i fjernvarmeprojekterne er nødvendigt

26. april 2024 - Fjernvarme Pressemeddelelse
Fjernvarmerør på græs
Regningen ender ultimativt hos kunderne. Derfor er det vigtigt at se på fjernvarmeprojekternes økonomi gennem realistiske briller, hvis projekterne skal have en chance, lyder det fra Fors A/S.

Overalt i Danmark er udrulning af fjernvarmen i gang som led i den grønne omstilling og det politiske ønske om at udfase naturgassen fra rumopvarmningen i private hjem. Men der er lige så mange forskellige økonomiske forudsætninger, som der er fjernvarmeprojekter.

Fælles for fjernvarmeprojekterne udbudt af Fors A/S er, at de kræver en tilslutning på 70 procent, før Fors A/S går videre med projektet. Og Fors A/S mødes ofte med spørgsmålet om, hvorfor den høje minimumsprocent er nødvendig her, når den andre steder er sat lavere.

Men der er en årsag til, at den er, som den er, fortæller programleder for fjernvarme i Fors A/S Camilla Hay:

”Fors drives efter hvile-i-sig-selv-princippet, hvilket betyder, at vi ikke tjener penge. Kundepriserne afspejler altså omkostningerne. Derfor har vi også et ansvar for at sikre en stabil økonomi i fjernvarmeprojekterne, som ikke løber løbsk. Det gør vi blandt andet ved at få tjekket vores beregninger hos en tredjepart, ligesom myndighederne i de pågældende kommuner har gået tallene efter, inden vi åbner for tilslutning.”

Hun uddyber:

”Vores projekter skal opnå mindst 70 procents tilslutning, før vi indhenter tilbud på anlægsopgaven. Priserne her kan svinge meget, og er den for høj, går vi ikke videre med projektet, selvom der er mere end 70 procents tilslutning. Det kan måske føles frustrerende, hvis man er ivrig efter at komme på fjernvarmen, men vi skal ikke have fjernvarme for enhver pris, men dér, hvor det giver mening. Det handler kort og godt om, at vi skal være vores ansvar bevidst over for vores kunder, så de kan føle sig helt trygge ved økonomien i de fjernvarmeprojekter, vi vælger at gå videre med.”

På nuværende tidspunkt har Fors A/S fire aktive tilslutningskampagner i Roskilde Kommune.