Afskaffelse af prisloft er godt nyt for udnyttelse af overskudsvarme i Holbæk

26. februar 2025 - Fjernvarme, Pressemeddelelse
Afskaffelsen af prisloftet på overskudsvarme er godt nyt for fjernvarmen. I Holbæk, hvor der forventeligt skal etableres et datacenter ved siden af den kommende Energibyen, er det derfor oplagt at se på et muligt samarbejde. Sund fornuft, lyder det fra Fors.

I Holbæk ved omfartsvejen skal virksomheden EMCH bygge et datacenter, som bliver nabo til Fors’ kommende byggeri Energibyen, som bl.a. skal indeholde et varmeværk til Holbæk bys kommende fjernvarmenet.

Den nylige politiske beslutning om at afskaffe prisloftet på overskudsvarme er godt nyt i den sammenhæng, da det i langt højere grad end tidligere åbner muligheder for synergier imellem industri og varmeproduktion.

”Det er sund fornuft at udnytte den overskudsvarme, der genereres af et datacenter i den størrelsesorden, og med afskaffelsen af prisloftet er en stor sten ryddet af vejen. Vi er allerede i dialog med EMCH og glæder os til sammen at drøfte mulighederne for samarbejde i både anlægsfasen og den kommende varmeproduktion,” fortæller Jens Ole Pihl-Andersen, chef for fjernvarme i Fors.

Hos EMCH ser man også positivt på samarbejdspotentialet:

"Siden idéen til datacenteret opstod, har det været et bærende element at integrere overskudsvarmen med Energibyens faciliteter. Vi er derfor meget begejstrede for afskaffelsen af prisloftet. Det styrker grundlaget for vores mulige samarbejde og en udnyttelse af de gode fælles synergier, der kan opstå mellem Energibyen og datacenterprojektet, til gavn for både klimaet og borgerne i Holbæk By," siger Jesper Cordsen, CCO i EMCH A/S.

Problemet med prisloftet på overskudsvarmen var overordnet, at det medførte en betragtelig økonomisk risiko for både producenten og aftageren af overskudsvarmen, fordi loftet varierede fra år til år. Omkostningerne forbundet med udnyttelsen af overskudsvarmen risikerede dermed at overstige prisloftet i løbet af den lange investeringshorisont, fjernvarmeselskaber typisk arbejder med.

I Holbæk er det forventningen, at EMCHs datacenter vil generere overskudsvarme svarende til en stor del af varmebehovet i Holbæk bys kommende fjernvarmenet. Fors og EMCH vil i den kommende tid se nærmere på de mulige synergier i, at de to anlæg skal ligge ved siden af hinanden – både i byggefasen og efterfølgende i forhold til varmeproduktionen.