Åbent for tilmelding til fjernvarme i Svinninge og Tølløse
)
I februar godkendte Holbæk Kommune projektforslagene for fjernvarme i Svinninge og Tølløse, og nu er der endelig mulighed for at tilmelde sig fjernvarmen.
”Vi har glædet os til at kunne tilbyde indbyggerne i Svinninge og Tølløse muligheden for en grønnere opvarmningsløsning end det naturgasfyr, mange af dem på nuværende tidspunkt har hængende i bryggerset. Fjernvarme er en stabil og fremtidssikret opvarmningsform, hvor varmeproduktionen løbende kan omstilles til dét, der bedst giver mening,” fortæller chef for Plan og Projekt Fjernvarme i Fors Jens Ole Pihl- Andersen med henvisning til det netop indviede nye varmeværk i Jyderup.
Her har Fors netop idriftsat en elbaseret varmepumpe, der har gjort fjernvarmen både grønnere og billigere for varmekunderne. I år er varmeprisen i Jyderup således 19 procent lavere end i 2024. Og netop et blik på en ansvarlig økonomi er et kardinalpunkt i Fors’ varmeplanlægning:
”Grundige økonomiske beregninger er helt afgørende for et velplanlagt fjernvarmeprojekt, og i Fors stiller vi høje krav for at sikre projektets økonomiske stabilitet. Det er bl.a. derfor, vi kræver minimum 70 procents tilslutning, før vi går videre med et projekt. Og derefter skal vi yderligere have indhentet gode priser på anlægsopgaven, før vi endeligt beslutter at gå i jorden. Det kan virke omstændigt, hvis man er ivrig efter fjernvarmen, men det er nødvendigt for at sikre en stabil økonomi for kunderne i sidste ende,” uddyber Jens Ole Pihl-Andersen.
Tilmelding til fjernvarmen foregår på Fors.dk/Svinninge og Fors.dk/Toelloese.
Kom til informationsmøde
Fors inviterer til informationsmøder i begge byer, hvor man kan blive klogere på fjernvarmen og stille alle de spørgsmål, man måtte have. Tilmelding er ikke nødvendig.
Informationsmøde i Tølløse
Tirsdag den 1. april 2025 kl. 19-21
Tølløse Hallen, Sportsvej 2, 4340 Tølløse
Informationsmøde i Svinninge
Tirsdag den 8. april 2025 kl. 19-21
Svinningehallen, Svinningehallen 1, 4520 Svinninge